At være pårørende til et barn, en partner, en forælder eller en anden nærtstående stopper ikke, når arbejdsdagen begynder. Bekymringer, praktiske opgaver og et stort koordineringsansvar følger ofte med på arbejde og kan over tid påvirke både trivsel, arbejdsevne og sygefravær. Alligevel har 27 procent af de pårørende ikke fortalt på arbejdspladsen, hvad der sker derhjemme.
Konferencen ”Når rollen som pårørende følger med på job” samlede personlige fortællinger, forskning, virksomhedserfaringer og perspektiver fra arbejdsmarkedets parter. På tværs af oplæggene gik det igen, at mange pårørende forsøger at holde sammen på hverdagen længe, før de beder om hjælp. Nogle ønsker ikke at være til besvær. Andre mangler ord for situationen eller opdager først belastningen, når den har udviklet sig til stress eller sygemelding.
Samtalen skal begynde, før belastningen bliver for stor
Personlige beretninger fra blandt andre Louise Gielov, Forældrekommissionen og Rikke Struve, Futurecare, viste, hvor langt mennesker kan gå, før de selv mærker, at grænsen er nået. Når en leder spørger ”Hvad har du brug for?”, er det derfor ikke sikkert, at medarbejderen kan svare. Der kan være behov for, at arbejdspladsen følger op løbende og hjælper med at gøre mulighederne konkrete.
Det handler ikke om, at lederen skal løse den private situation. Men lederen eller en betroet kollega skal turde spørge, reagere på ændret adfærd og have tid til at lytte. En fast opfølgning kan være mere hjælpsom end én enkelt samtale, fordi behovene ændrer sig undervejs.
Fleksibilitet kræver tydelige rammer
Fleksible arbejdstider, mulighed for hjemmearbejde eller midlertidigt færre timer kan gøre en stor forskel. Erfaringer fra blandt andre KOMBIT og Business Esbjergs samtaler med SMV’er pegede samtidig på, at løsningerne skal tage udgangspunkt i den enkelte medarbejder og den konkrete arbejdsplads. Det er ikke nødvendigvis én fast rettighed eller den samme løsning til alle.
Individuelle løsninger må dog ikke blive vilkårlige. Politikker og fælles ”hjørneflag” kan hjælpe ledere med at handle og give medarbejderne en oplevelse af, at støtten ikke afhænger af den personlige relation til chefen. Konferencens eksempler viste også værdien af at træne ledere i de svære samtaler, hos KOMBIT har de gennemført realistiske øvelser med erhvervsskuespillere.
Arbejdet kan være et vigtigt holdepunkt
For mange pårørende er arbejdet mere end en belastning. Det kan være et frirum og en mulighed for at fastholde en identitet ud over rollen som pårørende. Selv få ugentlige timer kan bevare forbindelsen til kollegerne og gøre vejen tilbage lettere. Det kræver en arbejdsplads, som skaber ro og relationel tryghed, og som tydeligt signalerer, at medarbejderen ikke står alene.
Der er også en klar organisatorisk og økonomisk interesse i at handle tidligt. Langvarige sygemeldinger og tab af erfarne medarbejdere er dyrt for både arbejdspladsen og samfundet.
Forskning præsenteret på konferencen pegede blandt andet på faldende indkomst blandt forældre til børn med sygdom eller mistrivsel, og markant højere fravær blandt kvinder med pårørendeansvar.
Et fælles ansvar kalder på nye samarbejder
Debatten viste også, at arbejdspladsen ikke kan løfte opgaven alene. Arbejdsmarkedets parter, pensions- og forsikringsselskaber, det offentlige og civilsamfundets specialiserede aktører har alle en rolle. Bedre forbindelser mellem arbejdspladsen, eksisterende støtteordninger og relevante rådgivningstilbud kan gøre hjælpen mere enkel og komme tidligere.
Jane Alrø, Bedre Psykiatri, pegede på at NGOer og Civilsamfundet har en specialviden på området, som måske kan bringes bedre i spil på arbejdspladserne.
Katrina Feilberg, Dansk Erhverv, henledte samtidig til, at der er eksisterende offentlige ordninger, men de kan være svære at finde og dokumentationskravene er tunge.
Der blev fra flere efterlyst mindre kassetænkning, mere sammenhæng og mod til at afprøve nye løsninger. Forslagene spændte fra pårørendementorer og lettere adgang til rådgivning til nye aftalemodeller og et bredere partnerskab om stress og fastholdelse.
