Nyhed 6.01.2026

Lydfortællinger, introforløb og bedre mental sundhed i danske bagerier

Velliv Foreningen har bevilliget 30.483.747 kr. til at styrke trivslen på danske arbejdspladser.  

P1A0008 Lille

Lydfortællinger, der skal styrke inklusion, bedre introforløb og styrket mental sundhed i danske bagerier – det er bare nogle af de projekter, Velliv Foreningens bestyrelse har imødekommet i denne uddelingsrunde. Foreningen har bevilliget 30.483.747 kr. til trivsel på danske arbejdspladser. Bevillingerne er givet til to forskningsprojekter, fire branche/områdeprojekter og 40 enkelte arbejdspladser under puljen Vores arbejdsplads. 

Forskning i introforløb og lydfortællinger  

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø modtager 5.847.689 kr. til projektet Udvikling og evaluering af introforløb for nyansatte i private plejehjem. Målet er at udvikle, afprøve og evaluere et introforløb for nyansatte SOSU-hjælpere og -assistenter på 20 private plejehjem. Forløbet udvikles i samarbejde med Danske Diakonhjem og bygger på både forskning og erfaring fra praksis. Omsorgssektoren oplever vanskeligheder med at rekruttere og fastholde personale, og mangelfuld introduktion og oplæring kan være en del af problemet. Projektet undersøger derfor, hvordan introforløb påvirker trivsel og fastholdelse. 

 

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø modtager en donation på 2.998.097 kr. til projektet: LYT: Lyden af diversitet, lige muligheder og inklusion. Projektet har til formål at udvikle og afprøve enkle redskaber, som støtter virksomheders arbejde med diversitet, lige muligheder og inklusion med fokus på neurodivergens, forskellige livsfaser og international arbejdskraft. Projektet er bygget op omkring LYT-konceptet, der tager afsæt i lydhistorier fortalt af hovedpersonerne selv og med lydeffekter i avanceret 3D-lyd, der styrker illusionen om, at lytteren befinder sig i de skildrede situationer. LYT-forløbene gennemføres og afprøves i seks virksomheder, hvorefter redskaber og lydhistorier gøres offentligt tilgængelige.  

Ringkøbing-Skjern, Viborg, Esbjerg og bagerne  

Tre områdeprojekter i det jyske og et enkelt brancheprojekt har også modtaget støtte. 

 

Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd modtager 2.662.470 kr. til projektet Uddannelse og Trivsel med mindst syv lokale virksomheder. En prognose viser, at 42 % af de unge i kommunen påbegynder en erhvervsfaglig uddannelse, men ca. 36 % af dem færdiggør den ikke. Projektet skal udvikle, afprøve og implementere politikker, metoder og værktøjer, der skal give flere unge en god start på deres arbejdsliv, og understøtte at flere gennemfører uddannelsen.  

 

Business Viborg modtager 5.198.540 kr. til projektet Organisatoriske trivselspakker - Skræddersyet til virksomhedernes fremtid. I samarbejde med Business Randers er målet at styrke den mentale sundhed i lokale SMV’er. Forventningen er at minimum 40 virksomheder deltager i projektet, hvor der udvikles og implementeres metoder, som styrker dem i at arbejde systematisk med trivsel. Projektet tager afsæt i, at et strategisk fokus på trivsel som forretningsparameter og som en del af projektet oplæres fem erhvervskonsulenterne fra de to erhvervsnetværk i at bruge i ”trivselskompasset”, et værktøj udviklet i projektet Attraktive arbejdspladser under Erhvervshus Sjælland. 

 

Business Esbjerg modtager 4.450.000 kr. til projektet Den fleksible arbejdsplads. Andelen af medarbejdere, der angiver at fleksibilitet og work-life balance er centralt for deres trivsel stiger, samtidig med at flere oplever mentale belastninger knyttet til deres arbejde. Business Esbjerg vil med projektet ”Den fleksible arbejdsplads” udvikle en værktøjskasse til virksomhederne, der har til formål at udvikle den fleksible arbejdsplads.  

 

BKD (Bager- og Konditormestre i Danmark) modtager 2.222.473 kr. til projektet Arbejdsmiljø, der går som varmt brød. 15 virksomheder fra branchen indgår i projektet. Målet er at forbedre arbejdsmiljøet i branchen, der ofte er præget af et højt arbejdstempo, følelsesmæssigt krævende kundekontakt og store krav til ledere, der måske har mere faglig end ledelsesmæssig uddannelse. Dertil har branchen historisk set mest fokuseret på fysisk arbejdsmiljø, og mere end 50 % af unge lærlinge i branchen falder fra eller overvejer at droppe faget – mange på grund af et hårdt arbejdsmiljø og stort arbejdspres.  

Projektet vil kortlægge udfordringerne og udvikle værktøjer, der skal styrke ledelseskvaliteten og skabe et bæredygtigt arbejdsmiljø. Projektet bygger videre på erfaringer fra projektet I kødet på arbejdsmiljø i fødevaresektoren - specifikt slagteribranchen.  

 

40 projekter i hele landet  

40 ansøgninger er imødekommet under puljen Vores arbejdsplads. Det gælder blandt andet CP Danmark - Landsforeningen for cerebral parese og projektet Tryghed og arbejdsglæde gennem fælles forandringsproces, der modtager 111.725 kr. Nordsee Holidays 2019 P/S i Blåvand har fået 243.980 kr. til projektet Bedre trivsel med konflikthåndtering - en videreudvikling af et tidligere støttet projekt om konflikthåndtering. Endelig modtager Port of Aalborg Logistics A/S 250.000 kr. til projektet I samme båd - En styrket fælles kultur i Port of Aalborg. 

Oversigt over donationsmodtagere

Hent den fulde oversigt over modtagere og beløbsstørrelser.

Oversigt over bevillingsmodtagere