Dårlig mental sundhed i form af dårlig nattesøvn, stress, angst og depression kan føre til langvarige sygemeldinger. Løst ansatte uden jobsikkerhed kan være i en særlig risikogruppe for at blive ramt.
Antallet af løst ansatte med usikre ansættelsesforhold er stigende og stigningen forventes at fortsætte. De mentale sundhedskonsekvenser af løse ansættelser skal nu afklares af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier ved Københavns Universitet.
”Vi antager, at der er en øget risiko for, at løst ansatte får problemer med dårlig mental sundhed. Da flere og flere forventes at få løse ansættelser, er det vigtigt at finde ud af, hvad det betyder i forhold til risiko for sygdom og i sidste ende ophør på arbejdsmarkedet. Den nye viden skal bidrage til, at samfundet og arbejdspladserne kan sætte tidligt ind med forebyggende aktiviteter med arbejdsmiljøindsatser for løst ansatte,” siger professor Helene Garde fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.
Velliv Foreningen vil fremme mental sundhed i arbejdslivet
Velliv Foreningen giver almennyttig støtte til projekter, der fremmer mental sundhed. Særligt i arbejdslivet. Forskningen i den mentale sundhed for løst ansatte har netop modtaget 3 mio. kr. i støtte af Velliv Foreningen, der i 2018 har afsat 92 millioner kr. til almennyttige projekter.
”Meget tyder på, at antallet af løst ansatte fremover vil stige støt, og at de samtidigt vil være mere udsatte for at blive ramt af dårlig mental sundhed. Vi vil gerne have grundigt undersøgt, om det er tilfældet. Derfor støtter vi forskningen på området. Hvis forskernes antagelser er korrekte, vil vi også gerne medvirke til, at der kommer opmærksomhed og vejledninger på området, som kan mindske risikoen for mental usundhed ved løse ansættelser,” siger Lars Bo Pedersen, programchef i Velliv Foreningen.
Yderligere oplysninger
Helene Garde, professor, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, 39 16 52 58.
Lars Bo Pedersen, programchef, Velliv Foreningen, 22 60 07 14.
Lars Hjorth Bærentzen, kommunikationskonsulent, Velliv Foreningen, 22 60 07 18.
Fakta om Velliv Foreningen
Velliv Foreningen har 340.000 medlemmer, der alle er kunder i pensionsselskabet Velliv. Der afsættes hvert år midler til en almennyttig indsats for at øge danskernes mentale sundhed. Alle kan søge om støtte til de almennyttige bevillinger uanset tilknytning til pensionsselskabet Velliv.
Formålet med den almennyttige indsats er at forebygge, at erhvervsaktive danskere får problemer med fx stress, angst og depressioner.
Den 1. oktober 2018 skiftede Foreningen Norliv navn til Velliv Foreningen samtidig med, at Nordea Liv & Pension skiftede navn til Velliv.
Læs mere om støttemulighederne her