Men i dag står klinikken et helt andet sted. En målrettet indsats for trivsel og samarbejde - støttet af Velliv Foreningen - har vendt stemningen, og både ledere og medarbejdere mærker forskellen i hverdagen, i forhold til dengang for fire-fem år siden, da problemerne stod i kø.
- Vi har opnået store ting med ret enkle midler konkluderer ejerne Anja Aabech og Helle Dalhoff i kiropraktorklinikken, som består af yderligere tre autoriserede kiropraktorer samt fire sekretærer.
De to ejere ser tilbage på nogle år med turbulens, og hvordan det Velliv-støttede projekt for trivsel, psykologisk tryghed og samarbejde har sat en ny retning for klinikken.
- Det føltes dengang som at vade rundt i tungt mudder. Hver gang vi lige fik hovedet over vandet, kom der en ny nedtur, fortæller Anja Aabech.
Flere stressfaktorer
- I coronaperioden måtte vi kun behandle akutte patienter. Teamet blev sendt hjem, vi stod med røde tal og en kæmpe uvished. Det var en kæmpe stressfaktor, husker Helle Dalhoff.
Presset på ledelsen voksede. Udover coronarestriktioner var der også medarbejdere med langvarige sygemeldinger.
- Det var ikke kun os som ledere, der var stressramte. Når én var ude, måtte andre tage over – det blev et konstant ekstra pres, siger Anja.
Samarbejdet blev stærkt udfordret, mens opgaver hobede sig op, konflikter lurede i krogene, og forventningen var, at de to ledere hele tiden skulle komme med løsningerne. Klinikken havde taget kontakt til konsulent Lena Munk Consult, som i forbindelse med projektet satte ekstra fokus på trivsel, samarbejde og psykologisk tryghed. Gennem workshops med stresshåndtering, personprofiler, ledelsesprofiler samt træning i svære samtaler fik både ledere og medarbejdere et nyt fælles sprog. Grundlaget blev lagt for et forbedret samarbejde gennem gensidig forståelse.
- I starten var medarbejderne skeptiske, men hurtigt kunne vi mærke forskellen. Der kom en ny energi og gejst, fortæller Anja Aabech.
Helle Dalhoff oplevede særligt arbejdet med personprofiler som en øjenåbner:
- Jeg blev mere opmærksom på, hvordan jeg selv fungerer under pres – og hvad jeg skal skrue op og ned for. Samtidig fik vi indblik i hinandens styrker, så opgaver ikke bare blev fordelt tilfældigt, men med omtanke ud fra den enkeltes særlige kompetencer.”
Fællesskab og tillid
Resultatet har været markant, for medarbejdernes mentale sundhed er styrket, og trods travlhed er stress reduceret, da klinikken har opbygget en kultur, hvor fællesskab og tillid er i centrum, melder de to ledere.
- Det, vi gør i dag, virker egentlig meget simpelt. Det handler om at tale sammen, kende hinandens styrker og bruge dem aktivt. Vi spørger mere ind og finder løsninger sammen – i stedet for at alt hele tiden lander på os som ledere. Det er jo i virkeligheden ganske enkelt, siger Anja Aabech.
Helle Dalhoff supplerer:
- Det handler om at turde være nysgerrige på hinanden og på fællesskabet. Tilliden er vokset, både til hinanden og til, at vi alle vil klinikken og klienterne det bedste.
Ømme punkter kureret
For at fastholde udviklingen har klinikken nu indført årlige trivselsundersøgelser, en fælles trivselsdag, og lederudvikling er højt på prioriteringslisten.
- Vi er kiropraktorer, der har ´leget´ ledere, og vi kunne nok have brug for mere ledelsesmæssig viden. Havde vi haft denne nye viden dengang for fire-fem år siden, kunne vi have håndteret både
corona og de andre kriser meget bedre, fortæller de to kiropraktorer i et tilbageblik på det seneste års læringsprocesser i forbindelse med projektet.
Og de afslutter:
- Det her er ikke raketvidenskab. Det handler om at skabe rum for dialog, trivsel og fællesskab. Det smitter af på hele arbejdspladsen, hvor der nu er en helt anden stemning. Det er
erfaringer, vi gerne vil give videre.