Nyhed 23.10.2015

Foreningen NLP klar til valg til repræsentantskabet – i alle regioner

Repræsentantskabet i Foreningen NLP har i dag besluttet at modernisere foreningens valgregulativ. Foreningen er således klar til det forstående landsdækkende repræsentantskabsvalg i alle regioner primo 2016.
_O9A6094.jpg

På et repræsentantskabsmøde i dag drøftede repræsentantskabet i Foreningen NLP bl.a. det forestående landsdækkende valg i foreningen.

Afstemningen starter den 19. januar 2016 og løber til og med 2. februar 2016. Alle foreningens medlemmer (kunder i Nordea Liv & Pension) kan stille op og stemme til valget af repræsentantskabet. "

"Vi glæder os meget til det landsdækkende valg, hvor foreningens ca. 300.000 medlemmer for første gang skal vælge et repræsentantskab, der kun består af kunder fra Nordea Liv & Pension. Det er et vigtigt valg for foreningen, da det kommende repræsentantskab kommer til at skabe de grundlæggende rammer for foreningens virke. Vi opfordrer derfor medlemmerne til at overveje at stille op og sætte deres præg på foreningen,” siger Peter Gæmelke, bestyrelsesformand i Foreningen NLP.

Kandidater kan melde deres kandidatur til repræsentantskabet i perioden 3. november til 8. december, herefter bliver kandidatfeltet offentliggjort.

Valgresultatet offentliggøres den 5. februar 2016.

Nyt antal stillere
Udover at modernisere valgregulativet har foreningens repræsentantskab besluttet at reducere antallet af stillere, som kandidater skal have for at kunne stille op til repræsentantskabet, fra de nuværende 25 til 18.

”Beslutningen om reduktion af antal stillere er et skridt i en mere demokratisk retning. Det lavere antal stillere gør det lettere at stille op og giver dermed flere medlemmer en reel mulighed for at stille op til repræsentantskabet,” siger Peter Gæmelke.

For at stille op til repræsentantskabet skal du være kunde i Nordea Liv & Pension og have bopæl i Danmark. Der skal vælges 50 repræsentanter. I foreningens vedtægter fremgår alle opstillingskriterier – læs mere på www.fnlp.dk.

I opstillingsperioden afholdes regionale informationsmøder for interesserede kandidater. Her vil et medlem fra FNLP-bestyrelsen orientere om foreningen og det kommende valg. De regionale informationsmøder vil foregå på følgende tidspunkter:

• Region Nordjylland, Aalborg den 17. november – Anders Hjulmand
• Region Midtjylland, Århus den 19. november – Peter Gæmelke
• Region Syddanmark, Kolding den 23. november – Peter Gæmelke
• Region Hovedstaden, Virum den 24. november – Kent Petersen
• Region Sjælland, Roskilde den 26. november – Peter Lindholm Sørensen

For yderligere oplysninger:
Marianne Thomas, kommunikations- og pressechef hos TryghedsGruppen
Tlf.nr.: 24 83 26 63
Mail: info@fnlp.dk