Nyhed 25.08.2023

5,3 millioner kroner til 111 projekter

Velliv Foreningens uddelingsudvalg har netop tilgodeset 111 projekter under puljen Lokal trivsel.
_P1A8059_lille.jpg

111 projekter blandt 210 ansøgere blev imødekommet af Velliv Foreningens Uddellingsudvalg, da de behandlede ansøgningerne til puljen Lokal trivsel fra april. Blandt de projekter, der har fået støtte er blandt andet Baba Sønderborg, som modtager penge til en mandegruppe især for mænd, der tilhører etniske minoriteter. Målet er at skabe et fællesskab for fædre med bl.a. fællesspisning, fodboldaftner, fiske- og hytteture og lignende. 

En anden modtager er Linie 14. Som er et værested for stoffrie, socialt udsatte borgere i København. De modtager 59.060 kr. til at skabe nye oplevelser for brugerne af værestedet. Målet er, at brugerne skal få mod på at deltage i andre aktiviteter og foreninger og fungere i samfundet på lige fod med andre.

Thy Sangskole modtager 50.000 kr. til en indsats for unge, som mistrives socialt og mentalt. Indsatsen består af en Sangcafé, som skal gå på tværs af institutioner og unge-tilbud og hvor de unge skal mødes hos hinanden og være værter. Værtsrollen skal gå på skift mellem stederne og bidrage til, at brugerne tager ansvar og ejerskab.

Derudover modtager Frivilligcenter Lemvig 60.000 kr. til at deltage i March mod Ensomhed 2023. Dette skal foregå ved, at frivilligcenteret skal overtage stafetten torsdag d. 5/10, hvor borgmesteren og et frivilligt kor skal tage imod marchen, der marcherer videre forbi højskoler, efterskoler, ældrecenter osv., og som afsluttes med kaffe i frivilligcenteret.

Søg nu

Næste ansøgningsfrist til Lokal trivsel er d. 8. januar. Læs mere om puljen her.