Gå til sidens indhold
Mental sundhed

Velliv Foreningen søger en jurist

Vi søger en alsidig jurist til en nyoprettet stilling, hvor opgaven er at koordinere, understøtte og eksekvere på en lang række opgaver i spændingsfeltet mellem jura, compliance, forretning og forening.

thumb2.png

Velliv Foreningen er en medlemsforening for kunder i pensionsselskabet Velliv, som foreningen er eneejer af. Foreningen er inde i en hastig og positiv udvikling.

I det dynamiske sekretariat arbejdes der professionelt og effektivt både med ejerskabet af pensionsselskabet, servicering af de ca. 350.000 medlemmer, repræsentantskabet og bestyrelsen samt foreningens almennyttige aktiviteter inden for mental sundhed.  

Vi har et stigende antal aktiviteter af større og større kompleksitet, da vi både er en finansiel virksomhed og en demokratisk forening. Vi ønsker at løfte den juridiske viden i foreningen for at sikre, at foreningen fortsat lever op til lovgivningen samtidig med at de administrative aktiviteter forbliver på et højt niveau. 

Det kræver, at vi fremover selv kan løse en række konkrete juridiske opgaver. Derfor søger vi nu en alsidig jurist til en nyoprettet stilling, hvor opgaven er at koordinere, understøtte og eksekvere på en lang række opgaver i spændingsfeltet mellem jura, compliance, forretning og forening.

Om Jobbet
Jobbet er alsidigt, og du kommer som jurist til at arbejde med eksempelvis kontrakter, serviceaftaler, forretningsgange, GDPR-dokumentation, juridisk sparring og rådgivning.

Du bliver en central person i et mindre sekretariat med højt kvalificerede kollegaer, hvor du bliver vores første jurist. Du har flere samarbejdspartnere både in- og eksternt, som både er leverandører og rådgivere.  Du får selvstændigt ansvar for at løse en række opgaver af juridisk karakter, men også en række koordineringsopgaver der omfatter foreningens compliance og risikostyring.   

Du kommer til at arbejde tæt sammen med Velliv Foreningens administrationschef. Foreningens kultur er præget af ambitioner om kvalitet og udvikling samt en iværksætterånd. Det betyder, at vi hjælper hinanden for at nå i mål. Det forventer vi også af dig, og du skal trives med at blive involveret i mange opgaver og spørgsmål.