Nyhed 28.05.2018

Stor glæde over medlemsbonus i Foreningen Norliv

De 340.000 medlemmer af Norliv – foreningen for kunder i Nordea Liv & Pension – er overvældende glade for deres første medlemsbonus.

”Jeg blev meget glad. Det er ikke fordi, at jeg fik noget stort beløb i medlemsbonus, men det var helt vildt at opleve, at vi som pensionskunder får del i foreningens overskud.” Sådan siger Bodil Henriksen, pensionist fra Slagelse, og sådan lyder det fra rigtigt mange medlemmer af Foreningen Norliv, der i denne måned har kontaktet foreningens medarbejdere eller bestyrelsesmedlemmer.

Glæden skyldes den medlemsbonus, som Foreningen Norliv udbetaler til medlemmerne, der alle er kunder i Nordea Liv & Pension. Foreningen ejer 70 procent af Nordea Liv & Pension, og kan i alle år med overskud udbetale bonus til medlemmerne. I år besluttede foreningens repræsentantskab og bestyrelse at udbetale 368 millioner kr. af foreningens overskud i bonus til foreningens medlemmer.

”Det er ikke størrelsen af min bonus, der er afgørende. Det er glæden over at få noget igen efter et år med et godt overskud,” siger Bodil Henriksen, der er tidligere købmand og redaktør på Sorø Avis. Før hun fik udbetalt sin bonus, kendte hun ikke meget til Foreningen Norliv, der blev etableret i 2015. Hun vidste, at hun havde sin pension stående i Nordea Liv & Pension, og havde ikke ventet at få bonus.

Stor glæde over den første medlemsbonus
340.000 breve med beskeden om medlemsbonus er afleveret i postkasser og e-boks i maj måned. Reaktionerne har været overvældende.

”Jeg og bestyrelsen har oplevet en meget flot og positiv reaktion på den første bonusudbetaling siden foreningen blev stiftet for tre år siden. Vi får mange personlige henvendelser, telefonopkald og e-mails, hvor medlemmerne udtrykker deres store tilfredshed med, at der udbetales bonus. Det er glædeligt, at det fremover bliver tydeligt for mange af medlemmerne, hvilke fordele det giver, at en medlemsforening også er ejer af et pensionsselskab,” siger Peter Gæmelke, formand i Foreningen Norliv.

Foreningen Norliv kom ud af 2017 med et overskud på 460 millioner kr. Heraf er de 368 millioner kr. udbetalt som medlemsbonus, mens 92 millioner kr. går til almennyttige uddelinger, der skal fremme danskernes mentale sundhed særligt i arbejdslivet.

Yderligere oplysninger
Peter Gæmelke, formand, Foreningen Norliv, 40175287
pg@roj-landbrug.dk

Lars Wallberg, direktør, Foreningen Norliv, 23441940
law@norliv.org

Om Norliv – foreningen for kunder i Nordea Liv & Pension
Foreningen Norliv har ca. 340.000 medlemmer, som er kunder hos Nordea Liv & Pension. Foreningen blev stiftet i 2015 med en formue på 8 mia. kr. ved en opdeling af TryghedsGruppen. Siden stiftelsen har foreningen besluttet strategi og governance. Foreningen Norliv ønsker at sikre en stærk demokratisk basis gennem engagement og valgdeltagelse blandt medlemmerne, medlemsbonus og andre medlemsfordele. Foreningen arbejder også for at fremme danskernes mentale sundhed gennem almennyttige uddelinger. Foreningen ejer nu 70 procent af Nordea Liv & Pension.