Nyhed 5.02.2019

Sårbare unge i Aarhus får nyt tilbud om livsmestring

Fundamentet i Åbyhøj kan som noget nyt tilbyde sårbare og udsatte unge fra Aarhus at komme i gruppeterapeutiske forløb. Forløbene er kendt for at være et stærkt supplement til personlig rådgivning, når de unge skal blive bedre til at mestre dagligdag, uddannelse og arbejde.
Fundamentet i Åbyhøj gruppeterapi

Det er professionelle og færdiguddannede behandlere, der på frivillig og gratis basis tilbyder sårbare og udsatte unge hjælp i foreningen Fundamentets rammer på Søren Frichs Vej. Fundamentet har langvarig erfaring med personlig rådgivning og støtte, men har kun tidligere i begrænset omfang kunne tilbyde gruppeterapeutiske forløb.

”Vi tilbyder allerede gratis individuel psykoterapi og kropslig behandling. De nye livsmestringshold med gruppeterapeutiske tilbud kan dog hjælpe flere med mere. Vi hjælper årligt 200 borgere og flere af dem vil med deltagelse på gruppeterapeutiske hold få bedre mulighed for at finde overskud og tro på egen fremtid igen,” fortæller Christian Rundager, der er daglig leder af Fundamentet.

75 procent af brugerne af Fundamentet er mellem 18 og 35 år gamle. De lever sårbare liv, der kan være præget af angst, stress, depression, lavt selvværd, opgivelse og tabt livsoverblik. Mange af de unge kæmper dagligt med en mental sårbarhed, der gør det svært at have en almindelig hverdag.

”Der har allerede været pilotforsøg med gruppeterapeutiske hold, og vi ser, at det, at de unge kan arbejde med sig selv i fællesskab med andre, har en stærk effekt. Fællesskabet bliver i sig selv en del af det at få det bedre – udover gruppens terapeutiske udgangspunkt,” siger Christian Rundager.

Stor indsats for unge i en svær periode

Velliv Foreningen støtter de gruppeterapeutiske forløb i Fundamentet med 46.000 kr.

”Fundamentet gør med frivillig arbejdskraft en stor lokal indsats for at hjælpe først og fremmest unge med at komme igennem en svær periode i deres liv. Vi er glade for at kunne støtte nye tiltag, der kan gøre det nemmere for unge at få hold på livet og fortsætte uddannelse eller fastholde et arbejde,” siger Lars Bo Pedersen, der er programchef i Velliv Foreningen.

Velliv Foreningen støtter projekter, der fremmer mental sundhed særligt i arbejdslivet. Velliv Foreningen støtter også forskning og vidensformidling samt større indsatser på små og mellemstore private arbejdspladser.

Yderligere oplysninger

Christian Rundager, daglig leder, Fundamentet, 22999835.
Lars Bo Pedersen, programchef, Velliv Foreningen, 22600714.
Lars Hjorth Bærentzen, kommunikationskonsulent, Velliv Foreningen, 22600718.