Gå til sidens indhold
Mental sundhed

Holstebro-virksomhed uddanner ledere i mental sundhed

Lederne i Creativ Company skal lære at fremme deres egen og medarbejdernes mentale sundhed. Derfor er de gået i gang med et mentaltræningsforløb, der støttes med 212.000 kr. af Velliv Foreningen.

Lederne i Creativ Company skal lære at fremme deres egen og medarbejdernes mentale sundhed.

At sælge hobbyartikler i en webshop lyder fredeligt, men for Creativ Company handler hverdagen om stærk vækst, og det kræver, at ledere og medarbejdere kan håndtere vedvarende forandringer og konstant udvikling. Bag webshoppens farverige forside med tilbud på perler, terrazzoflager og krympeplast ligger 190 ansattes hårde arbejde.

Stærk vækst balancerer i mange virksomheder på grænsen til at skabe stress blandt medarbejderne, og det har ledelsen i Creativ Company valgt at forebygge. Virksomhedens 19 ledere er netop begyndt på et mentaltræningsprogram, så de kan forebygge stress og fremme deres egen og medarbejdernes mentale sundhed.

”Forandringer og travlhed er et vilkår, når man som os ønsker en virksomhed i vækst. Men er vi bevidste om og arbejder med vores mentale sundhed og robusthed kan vi få god hjælp til at navigere og trives i vores arbejdsliv. Det gælder både for ledere og medarbejdere. Som leder har man dog en særlig rolle i at sikre trivsel og sundhed for de medarbejdere, man har ansvaret for, samtidig med, at man også selv skal have et arbejdsliv, som man trives i,” siger Pia Ørskov, der er HR-chef i Creativ Company.

Sammen med Center for Mental Robusthed har virksomheden på Rasmus Færchs Vej i Holstebro taget fat på at uddanne lederne. Med afsæt i to analyser som Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø udarbejdede for Velliv Foreningen i 2018, vil ledergruppen i Creativ Company lære at bruge anerkendte metoder og redskaber, som forebygger stress og andre symptomer på dårlig mental sundhed. Dertil uddannes to af lederne til at have særligt fokus på mental sundhed i virksomheden.

Menneskeligt og forretningsmæssigt potentiale

Velliv Foreningen støtter projekter, der fremmer mental sundhed i arbejdslivet og har derfor valgt at støtte tiltaget med lederuddannelse i Creativ Company med 212.000 kr.

”Vi er særligt opmærksomme på ledernes udfordringer. Lederne står ofte forrest, når det skal gå hurtigt, og hvis ledere bliver ramt af symptomer på stress, kan det sprede sig til medarbejdere på ganske kort tid. Omvendt kan ledere i balance øge trivslen og produktiviteten hos medarbejderne. Derfor er et projekt som det hos Creativ Company meget vigtigt. Der er et stort menneskeligt og forretningsmæssigt potentiale i at uddanne ledere til at fremme mental sundhed,” siger Lars Bo Pedersen, der er programchef i Velliv Foreningen.

Erfaringerne fra Creativ Company vil blive tilgængelige for alle landets virksomheder og brancher, når projektet afsluttes med udgangen af 2019.

Yderligere oplysninger

Pia Ørskov, HR-chef, Creativ Company, 96133010 / 61796097.
Lars Bo Pedersen, programchef, Velliv Foreningen, 22600714.

Analyser om mental sundhed

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og TeamArbejdsliv har udarbejdet to analyser om mental sundhed i arbejdslivet for Velliv Foreningen. Download analyserne her

Relaterede nyheder
Mental sundhed

Statens Institut for Folkesundhed lancerer selvtræning i mental sundhed og samarbejde

Statens Institut for Folkesundhed og Gnist udvikler et digitalt selvtræningsprogram for ledere i SMV’er, der kan skærpe deres kompetencer i forhold til de ansattes mentale sundhed.

Læs mere
Mental sundhed

Byggebranchen skal styrke unges mentale sundhed

Der kommer mere fokus på de mentale udfordringer for unge og nyansatte i byggebranchen. BFA Bygge & Anlæg udvikler sammen med en række eksperter en ny vejledning, hvor viden om mentale udfordringer supplerer de formelle krav.

Læs mere
Mental sundhed

Mental sundhed i SMV’er skal forbedres med nyt værktøj

Internetværktøj skal gøre det nemmere for ledere og medarbejdere at opdage og forebygge dårlig mental sundhed. Værktøjet vil i første omgang blive et gratis tilbud for op til 5.000 virksomheder.

Læs mere