Nyhed 11.07.2018

Første almennyttige bevillinger til lokale indsatser

Foreningen Norlivs bestyrelse har netop bevilget støtte til 10 meget forskellige lokale indsatser over hele landet. De lokale indsatser har alle til formål at fremme mental sundhed.

Variationen er stor i de 10 projekter, Foreningen Norlivs bestyrelse har besluttet at bevilge støtte til. En festival skal skabe selvudvikling igennem meditation og mindfulness, et naturprojekt skal bruges til rehabilitering, et nyt fællesskab skal sikre psykisk sårbares tilknytning til arbejdsmarkedet og en foredragsrække i kulturhuse og foreninger skal gøre erhvervsaktive bevidste om faresignalerne ved dårlig mental sundhed. Sammen med seks andre tiltag, er der tale om lokale indsatser, der dækker alle fem regioner i landet.

Bevillingerne er de første, der uddeles i Foreningen Norlivs almennyttige indsats for at fremme danskernes mentale sundhed. Bevillingerne er givet på baggrund af et ønske om at støtte lokale indsatser, der relativt nemt kan etablere og afprøve løsninger, som kan fremme danskernes mentale sundhed. I alt blev der bevilget 390.000 kroner til de 10 projekter. Se en liste over bevillingerne nedenfor.

De 10 projekter viser en stor spændvidde i tiltag, der kan fremme mental sundhed. Det er glædeligt, at støttemulighederne fra Foreningen Norliv allerede på halvanden måned er nået så langt ud, at private og foreninger over hele landet med hver deres idéer til forebyggelse har ansøgt og opnået bevilling. Det er endnu mere glædeligt, at vi nu sammen med vores første ansøgere, har taget hul på den store opgave, der ligger i at fremme danskernes mentale sundhed i en tid, hvor symptomer på stress, angst og depression er blevet en ny folkesygdom,” siger Peter Gæmelke, formand i Foreningen Norliv.

Flere bevillinger på vej – næste ansøgningsfrist 18. juli
Senere på året vil flere bevillinger til små og store projekter følge. Der er i 2018 afsat 92 millioner kr. til almennyttige projekter. Foreningen Norliv støtter også forskning og vidensformidling samt større indsatser på små og mellemstore private arbejdspladser. Der er ansøgningsfrist for næste runde af ansøgninger til behandling onsdag den 18. juli.

Fakta om Foreningen Norliv
Foreningen Norliv har 340.000 medlemmer, der alle er kunder i Nordea Liv & Pension. Der afsættes hvert år midler til en almennyttig indsats for at øge danskernes mentale sundhed. Alle kan søge om støtte til de almennyttige bevillinger uanset tilknytning til Nordea Liv & Pension.

Formålet med den almennyttige indsats er at forebygge, at erhvervsaktive danskere får problemer med fx stress, angst og depressioner.

Læs mere om støttemulighederne her

Bevillinger juni 2018

Mind Your Mind Festival - festival med oplæg, metoder og veje til at skabe en god mental sundhed.
Bevillingsmodtager: Foreningen Mind Your Mind Festival
Beløb: 50.000 kr.

Bålhytten som omdrejningspunkt for rehabilitering - fremme af mental sundhed for mænd med aktiviteter i naturen
Bevillingsmodtager: VILDMANDSFORENINGEN i Svendborg
Beløb: 30.000 kr.

Fra hverdagens travlhed ind i dit personlige flow - mindfulness for kvinder på vej tilbage på arbejdsmarkedet
Bevillingsmodtager: Menna / Selma Kjærbo Hansen
Beløb: 25.000 kr.

Bliv Fit Med Naturen - udendørs træning for beboere i boligforening i Holbæk
Bevillingsmodtager: Byggeforeningen af 1933
Beløb: 50.000 kr.

Mod på livet - nyt lokalt fællesskab for unge psykisk sårbare i Svendborg kommune
Bevillingsmodtager: SIND Ungdom
Beløb: 50.000 kr.

Fra ensomhed til en del af fællesskabet - sociale aktiviteter for brugerne af Perlen i Nykøbing Mors
Bevillingsmodtager: Perlen Cafe og Værested
Beløb: 39.500 kr.

Sådan forebygger, spotter og håndterer du stress og mistrivsel hos dig selv og andre - foredrag om stress og stressforebyggelse i kulturhuse i Region Sjælland
Bevillingsmodtager: Thauer Stresscenter ApS
Beløb: 50.000 kr.

Medlemsseminar maj 2019 - seminar for mennesker med sygdommen PAH (kronisk hjerte lunge lidelse) og deres pårørende
Bevillingsmodtager: PAH patientforeningen
Beløb: 25.000 kr.

Ensom mad - ens om mad - støtte til sociale aktiviteter der skal modvirke ensomhed og isolation
Bevillingsmodtager: Cafe Finns Paraply
Beløb: 50.000 kr.

Mental Solskin - sociale aktiviteter for brugere af aktivitetshuset i Lemvig
Bevillingsmodtager: Værestedet Aktivitetshuset
Beløb: 19.000 kr.