Nyhed 29.05.2019

Danmarks Sundeste Arbejdsplads ligger i Ringsted

Medarbejderne i Arbejdernes Landsbanks filial i Ringsted tæller skridt, dyrker sanglege med et tvist af kollegamotion, spiller badminton og har årligt en aktivitetsjulekalender. Filialen er fortjent landsvinder af Danmarks Sundeste Arbejdsplads – Initiativprisen 2019. Særpris for Mental Sundhed går til Revision Limfjord.
Arbejdernes Landsbank i Ringsted får gavekort på 10.000 kr. til aktivitetsdag

Kollegaerne i Arbejdernes Landsbank på Nørregade i Ringsted formår at holde hinanden så meget til kollegamotions-ilden, at filialen fremadrettet kan tituleres som vinder af Danmarks Sundeste Arbejdsplads – Initiativprisen 2019.

Konkurrencen er et samarbejde mellem Forsikring & Pension, Dansk Firmaidrætsforbund, Dansk Erhverv og Velliv Foreningen for at sætte fokus på de mange gode sundhedsinitiativer, der er rundt om på de danske arbejdspladser.

Stolt arbejdsmiljøkonsulent

Arbejdsmiljøkonsulent i Arbejdernes Landsbank, Ulla Strøm Nordenhof, er stolt over udmærkelsen.
”Jeg er glad, og var jeg ikke jyde, kunne jeg sikkert finde på mange andre superlativer. Det betyder meget for hele organisationen, at filialen i Ringsted får sådan et stort skulderklap,” siger Ulla Strøm Nordenhof, der har ansvaret for, at strategien ’Værdifuld Sundhed’ eksekveres til gavn for den enkelte medarbejder og produktiviteten i Arbejdernes Landsbank.

Selvom kollegamotionen foregår i samhørighed, er konkurrence ikke bandlyst. Hverken på badmintonbanen, eller i de tilfælde bilen parkeres langt væk fra arbejdspladsen for at optimere vinderchancerne i Tæl Skridt-kampagnerne. Smil på læben og sved på panden opstår også i Ringsted-filialen, når sangene fra ’De små synger’ bliver suppleret med parøvelser.

Ikke kun én formel

”Det giver mening og kan betale sig, at arbejdspladser investerer i medarbejdernes sundhed. Både for den enkelte og for hele arbejdspladsen, der får gladere og mere effektive medarbejdere. Arbejdernes Landsbank er et godt eksempel på en arbejdsplads, som har iværksat sundhedsinitiativer, der virker og ryster kollegerne sammen. Der er ikke kun én formel, som virker – hver enkelt arbejdsplads bør finde sin unikke måde at prioritere fysisk og mental sundhed. Kollegamotion styrker sammenholdet og bundlinjen,” siger Karina Ransby, underdirektør hos Forsikring & Pension.

Særpris for Mental Sundhed går til Revision Limfjord

Foruden hæderen til Arbejdernes Landsbank modtager Revision Limfjord en Særpris for Mental Sundhed. Revision Limfjord vinder, fordi man her arbejder ud fra et helhedsorienteret perspektiv, hvad angår arbejdsmiljø og sundhed. Derudover er fokus på at normalisere og aftabuisere stress.

Velliv Foreningen, der har til formål at fremme den mentale sundhed i arbejdslivet, ønsker tillykke.

”Det første skridt på vejen mod at fremme mental sundhed i arbejdslivet handler om at turde tale om emnet. Hvis alle virksomheder formår at åbne for den tankegang, der ligger bag tiltaget i Revision Limfjord, så kan vi nå langt i kampen mod den nye folkesygdom, som stress, angst og depression udgør” siger Lars Bo Pedersen, programchef i Velliv Foreningen.

Fakta om konkurrencen

Det er arbejdspladserne, som selv indstiller egne initiativer inden for sundhed, trivsel og arbejdsmiljø. Alle i hele Danmark har over de seneste måneder kunnet stemme på i alt tre forskellige initiativer.

Der blev den 22. maj 2019 kåret fem regionsvindere, der alle gik videre og dystede om at hjemføre selve Initiativprisen 2019. Kåringen af landsvinderen skete ved et overraskelsesbesøg den 29. maj. Det er tredje år i træk, at prisen overrækkes.

Særprisen for Mental Sundhed afgøres af et ekspertpanel bestående af Yun Ladegaard (Ph.d. Erhvervspsykolog, Forsker på Institut for Psykologi Københavns Universitet og Leder for de Erhvervsrettede Indsatser i Center For Psykisk Sundhedsfremme) og Bo Netterstrøm (seniorforsker, dr.med).

Konkurrencen er et samarbejde mellem Forsikring & Pension, Dansk Firmaidrætsforbund, Dansk Erhverv og Velliv Foreningen.

Alle indstillede sundhedsinitiativer kan ses her: www.sundestearbejdsplads.dk.