Nyhed 13.11.2018

Buschauffører skal lære at forebygge vold og konflikter

Mængden af vold mod københavnske buschauffører er stigende. Derfor skal buschaufførerne hjælpe hinanden til at håndtere konflikter, der kan føre til vold og trusler i bussen. Ledere og tillidsvalgte uddannes til at tage samtaler med kollegaer, så de får værktøjer til at undgå konflikter. Det kan styrke både den fysiske og den mentale sundhed for buschaufførerne.
Indsats mod vold mod buschaffører i København

”Pas på dig selv kollega!” er titlen på Arrivas nye indsats som skal lære buschauffører at undgå konflikter, som kan føre til vold og voldelige hændelser. Antallet af voldstilfælde i de københavnske busser er stigende. Der indrapporteres 30-60 tilfælde af vold og trusler om vold hvert år, men Arriva vurderer, at det er langt i underkanten af virkeligheden, da mange af buschaufførerne ikke rapporterer alt, hvad de oplever, videre til ledelsen. 

For at sikre buschaufførernes fysiske og mentale sundhed har Arriva netop startet et forløb, hvor alle 1182 buschauffører på Storkøbenhavns tre største busanlæg i Ejby, Gladsaxe og Ryvang bliver introduceret til redskaber, der kan gøre dem bedre til ikke at optrappe situationer, der kan ende i vold. Samtidig skal driftsledere, tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter uddannes i at opdage de buschauffører, der kan have svært ved at håndtere og nedtrappe ophidsede kunder og trafikanter. 

”Det kan få store konsekvenser for vores buschauffører, hvis de bliver udsat for - eller indblandet i -voldsepisoder i løbet af deres arbejdsdag. I halvdelen af de indrapporterede tilfælde ender det med sygefravær for den involverede buschauffør. Vold er farligt for både krop og sjæl, og derfor går Arriva forrest for at uddanne vores driftsledere, tillidsvalgte og instruktører i at coache og vejlede deres kollegaer i at håndtere optræk til vold og generelt forebygge voldsepisoder ved at udvise venlig og rolig adfærd,” fortæller Dorthe Nedermark, der er Head of Corporate Health, Safety and Environment i Arriva. 

Arriva vil med indsatsen forebygge og formindske antallet af konflikter, trusler og vold i busserne. Uddannelsen af driftsledere og andet personale vil også gøre dem bedre til at opdage kollegaer, der også på andre måder ikke har det godt. De vil blive bedre i stand til at forstå og se tegn på mistrivsel som stress, depression, angst, søvnproblemer og livskriser.

Erfaringerne fra ”Pas på dig selv kollega” vil Arriva dele med andre lignende virksomheder, så de kommer hele branchen til gode.

Velliv Foreningen vil fremme mental sundhed i arbejdslivet

Velliv Foreningen giver almennyttig støtte til projekter, der fremmer mental sundhed. Særligt i arbejdslivet. Velliv Foreningen støtter Arrivas indsats ”Pas på dig selv kollega” med 654.000 kr. Der er i 2018 afsat 92 millioner kr. til almennyttige projekter.

”Vi ved at chauffører, der har passagerkontakt, hører til blandt de jobs med de største mentale sundhedsudfordringer. Arrivas indsats styrker den mentale sundhed og trivsel hos den enkelte buschauffør og skaber samtidig et arbejdsfællesskab, hvor det er let at bede om hjælp og hvor kollegaerne er mere opmærksomme på hinanden,” siger Lars Bo Pedersen, programchef i Velliv Foreningen.

Yderligere oplysninger

Dorthe Nedermark, Head of Corporate Health, Safety and Environment, Arriva, 22179850.
Lars Bo Pedersen, programchef, Velliv Foreningen, 22600714.
Lars Hjorth Bærentzen, kommunikationskonsulent, Velliv Foreningen, 2260 0718.

Download foto af buschauffør i Arriva (Foto: Arriva)

Tilfælde af vold i Arrivas busser i Storkøbenhavn

Arrivas buschauffører uddannes allerede i konflikthåndtering. Men der er sket en stigning i antallet af voldsepisoder, der involverer buschaufførerne. Der rapporteres årligt 30 – 60 voldsepisoder fra de 1.182 buschauffører tilknyttet busanlæggene i Ejby, Gladsaxe og Ryvang. Halvdelen af tilfældene fører til sygefravær for den involverede buschauffør.

Arriva antager, at de indrapporterede tilfælde af vold er en kraftig underrapportering. I en undersøgelse svarede 60 procent af 117 buschauffører, at de havde oplevet trusler eller vold i løbet af det seneste år. I samme undersøgelse blev der spurgt ind til årsagen til, at vold, trusler og konflikter opstår, og her angav buschaufførerne, at de fleste konflikter opstår i forbindelse med billettering, i mødet med unge ”ballademagere” samt i mødet med påvirkede og aggressive passagerer.

”Den mest effektive måde at reducere konflikter i forbindelse med billettering på, er umiddelbart at overlade billetkontrollen til kontrollørerne og lade chaufførerne koncentrere sig om kørslen. Det har Movia allerede tilladt i 5C og 4A busserne, hvor passagererne frit kan benytte alle indgange i bussen. Indtil det bliver en realitet på de øvrige linjer, vil Arriva fortsat instruere, træne og uddanne sine chauffører i, hvordan de kan undgå konflikter, der kan føre til trusler og vold ”siger Dorthe Nedermark, Head of Corporate Health, Safety and Environment i Arriva.

Fakta om Velliv Foreningen

Velliv Foreningen har 340.000 medlemmer, der alle er kunder i pensionsselskabet Velliv. Der afsættes hvert år midler til en almennyttig indsats for at øge danskernes mentale sundhed. Alle kan søge om støtte til de almennyttige bevillinger uanset tilknytning til pensionsselskabet Velliv.

Formålet med den almennyttige indsats er at forebygge, at erhvervsaktive danskere får problemer med fx stress, angst og depressioner.

Den 1. oktober 2018 skiftede Foreningen Norliv navn til Velliv Foreningen samtidig med, at Nordea Liv & Pension skiftede navn til Velliv.

Læs mere om støttemulighederne her