Nyhed 27.04.2020

Autoforum Middelfart og 66 andre modtager midler fra Akutpulje

67 modtagere har i denne uge modtaget midler fra Velliv Foreningens akutpulje. Puljen lukker for ansøgninger torsdag den 30. april kl. 12.00.
Akutpulje_web.png

67 lokale initiativer over hele landet har i denne uge modtaget en bevilling fra Velliv Foreningens akutpulje. Puljen støtter lokale indsatser for mental sundhed under Coronakrisen. Både foreninger, civilsamfundsinitiativer og mindre virksomheder kan søge.

Lokale, sociale initiativer

Bevillingerne er blandt andet givet til flere store danske sociale hjælpeorganisationers lokale indsatser. Således har syv lokale projekter under Kirkens Korshær modtaget bevillinger, mens lokale projekter hos KFUM’s Sociale Arbejde og Red Barnet har hver modtaget fire bevillinger.

En række lokale organisationer og frivilliggrupper har også søgt og modtaget midler fra Akutpuljen. En af dem er Cafe Sunday Aarhus, som er en social udecafé, som skal inddrage og aktivere ensomme og udsatte unge. Midlerne skal gå til at få en udendørs café op at køre, der efter planen skal være selvkørende efter tre måneder. 

Medarbejdernes mentale sundhed

Udover de sociale initiativer, har en række små og mellemstore virksomheder også søgt og fået andel i puljen. En af dem er Autoforum Middelfart, hvor en stor gruppe medarbejdere er blevet sendt hjem under Coronakrisen. Dette har affødt stor utryghed blandt de ansatte. Virksomhedens ledere har brug for rådgivning til at takle situationen, og derudover ønsker man at iværksætte nogle initiativer, der kan øge trivslen på arbejdspladsen blandt andet gennem fire workshops og en fælles sundhedsaktivitet for medarbejderne og deres familier.

Der er stadig midler i Velliv Foreningens Akutpuljen. Man kan søge op til 50.000 kr. For at dit projekt kan komme i betragtning til en bevilling, skal vi modtage din ansøgning inden torsdag den 30. april kl. 12. Akutpuljen kan søges af engagerede borgere, foreninger og civilsamfundsinitiativer. Mindre virksomheder kan også søge. Send din ansøgning inden torsdag den 30. april kl. 12.00.