Nyhed 15.08.2018

50.000 kr. til nyt fællesskab for unge, der skal tilbage på arbejdsmarkedet

SIND Ungdom vil i Svendborg etablere et nyt fællesskab for psykisk sårbare unge. Fællesskabet skal styrke sociale og mentale kompetencer, der bl.a. kan bringe dem tilbage i uddannelse eller give en stærkere tilknytning til arbejdsmarkedet. Fællesskabet er en af de første lokale indsatser, der får støtte fra Foreningen Norlivs almennyttige fokus på bedre mental sundhed.
SIND Ungdom Svendborg

Svendborg skal have en klub for psykisk sårbare unge. Bag klubben står SIND Ungdom, der har etableret lignende klubber 12 andre steder i landet. Formålet at styrke de sociale og mentale kompetencer hos unge mellem 16 og 35 år. Klubben får et særligt fokus på unge i aldersgruppen 20 til 25 år, som skal finde vejen til et mentalt sundt arbejdsliv.

”Der er ingen tvivl om, at ungdommen er mere presset end nogensinde før. Derfor har psykisk sårbare unge brug for stærke fællesskaber, hvor menneskelige relationer er i centrum. Fællesskabet i klubben skal hjælpe de unge med at finde mening i livet, at komme i uddannelse og blive en del af arbejdsmarkedet. Vores klubfællesskab er til for unge i en socialt udsat position som supplement til behandling, unge der har endt deres behandling og unge som – endnu – ikke er i behandling. Vi er åbne for unge med meget forskellige udfordringer, som kan blive stærkere sammen,” fortæller Theodor Gjerding, der er formand for SIND Ungdoms landssekretariat.

Samtaler mellem de unge og frivillige ressourcestærke medarbejdere er vigtige, det samme er ture i biografen eller svømmehallen. Men blandt aktiviteterne i fællesskabet indgår også helt almindelige gøremål, som kan forekomme nemme for de fleste. For nogle af de unge er det at købe ind, lave mad og rydde op eksempler på aktiviteter, der gør hverdagen svær at håndtere, og som de skal have styr på, før de kan komme videre med uddannelser og jobs.

SIND Ungdoms kommende klub i Svendborg forventer at få kontakt til 50 psykisk sårbare unge, som kan blive en del af klubbens fællesskab. For at drive klubben forventes det, at der vil være hjælp fra 15 frivillige.

En af de første bevillinger fra Foreningen Norliv
Foreningen Norliv støtter opstarten af det nye fællesskab med 50.000 kr. Støtten er en del af de ti første almennyttige uddelinger, som Norliv har tildelt efter, at det i foråret blev muligt at søge støtte til projekter, der fremmer mental sundhed særligt i arbejdslivet.

Senere på året vil flere bevillinger til små og store projekter følge. Der er i 2018 afsat 92 millioner kr. til almennyttige projekter. Foreningen Norliv støtter også forskning og vidensformidling samt større indsatser på små og mellemstore private arbejdspladser.

”Der er en stor spændvidde i tiltag, der kan fremme mental sundhed og forebygge mentale problemer. Det er glædeligt, at private og foreninger over hele landet med hver deres idéer til forebyggelse har ansøgt og opnået bevilling. Det er endnu mere glædeligt, at vi nu sammen med vores første ansøgere, har taget hul på den store opgave, der ligger i at fremme danskernes mentale sundhed i en tid, hvor symptomer på stress, angst og depression er blevet en ny folkesygdom,” siger Peter Gæmelke, formand i Foreningen Norliv.

Yderlige oplysninger
Theodor Gjerding, formand, SIND Ungdom, 31373275.
Lars Bo Pedersen, programchef, Foreningen Norliv, 22600714.

Læs mere om SIND Ungdom
Besøg SIND Ungdoms hjemmeside

Fakta om Foreningen Norliv
Foreningen Norliv har 340.000 medlemmer, der alle er kunder i Nordea Liv & Pension. Der afsættes hvert år midler til en almennyttig indsats for at øge danskernes mentale sundhed. Alle kan søge om støtte til de almennyttige bevillinger uanset tilknytning til Nordea Liv & Pension.

Formålet med den almennyttige indsats er at forebygge, at erhvervsaktive danskere får problemer med fx stress, angst og depressioner.

I efteråret 2018 skifter Foreningen Norliv navn til Velliv Foreningen samtidig med, at Nordea Liv & Pension kommer til at hedde Velliv.