Nyhed 7.08.2018

50.000 kr. til festival for mental sundhed

En ny festival for mental sundhed vil samle en række bud på, hvordan danskerne kan få mere overskud, mindre stress og bedre balance mellem arbejde, familieliv og fritid. Festivalen er en af de første lokale indsatser, der får støtte fra Foreningen Norlivs almennyttige fokus på bedre mental sundhed.
Mind your mind festival

”Mind Your Mind” skal styrke mental sundhed ved at præsentere deltagerne for de nyeste input og dygtigste oplægsholdere om sund livsstil – både mentalt og fysisk – så deltagerne selv kan afprøve de nye idéer på workshops og gennem foredrag. 16 oplægsholdere vil over to dage og fra to forskellige scener inspirere til større mental sundhed. Oplægsholderne bliver suppleret af kendte danskere, der fortæller om deres livs udfordringer og løsninger.

Festivalen for mental sundhed afvikles på Langeliniepavillonen i København den 27. – 28. oktober i år.

Festivalen er et nyt tiltag født i København og Los Angeles, hvor arrangørerne er bosat. Bag festivalen står Marie-Louise Bregendahl fra virksomheden RecreateYou i København og Philip Kai Guhle, der arbejder professionelt med sejlads i Los Angeles, samt Tina Dombernowsky, yogaterapeut, også bosat i Los Angeles. De har baggrund i selvudvikling, eliteidræt og coaching.

”Vi vil med Mind Your Mind-eventet skabe en platform, hvor deltagerne kan opnå, dele og afprøve ny viden og praksis indenfor mentalt sund livsstil. Deltagerne vil få en mulighed for at skabe en ny sund praksis for dem selv – måske blot på et enkelt område i deres liv. Dette vil, ud fra vores mangeårige erfaring på området, også påvirke deres familieliv, kærlighedsliv og arbejdsliv positivt,” fortæller Marie-Louise Bregendahl om motivationen for at etablere den nye festival.

En af de første bevillinger fra Foreningen Norliv
Foreningen Norliv støtter festivalen med 50.000 kr. Støtten er en del af de ti første almennyttige uddelinger, som Norliv har tildelt efter, at det i foråret blev muligt at søge støtte til projekter, der fremmer mental sundhed særligt i arbejdslivet.
Senere på året vil flere bevillinger til små og store projekter følge. Der er i 2018 afsat 92 millioner kr. til almennyttige projekter. Foreningen Norliv støtter også forskning og vidensformidling samt større indsatser på små og mellemstore private arbejdspladser.

”Der er en stor spændvidde i tiltag, der kan fremme mental sundhed og forebygge mentale problemer. Det er glædeligt, at private og foreninger over hele landet med hver deres idéer til forebyggelse har ansøgt og opnået bevilling. Det er endnu mere glædeligt, at vi nu sammen med vores første ansøgere, har taget hul på den store opgave, der ligger i at fremme danskernes mentale sundhed i en tid, hvor symptomer på stress, angst og depression er blevet en ny folkesygdom,” siger Peter Gæmelke, formand i Foreningen Norliv.

Yderlige oplysninger
Lars Bo Pedersen, programchef, Foreningen Norliv, 22600714.
Lars Hjorth Bærentzen, kommunikationskonsulent, Foreningen Norliv, 22600718.
Marie-Louise Bregendahl, medstifter af ”Mind Your Mind”, indehaver af RecreateYou, 31188685, ml@recreateyou.dk / mail@mindyourmindfestival.dk

Læs mere om festivalen og billetsalg

Fakta om Foreningen Norliv
Foreningen Norliv har 340.000 medlemmer, der alle er kunder i Nordea Liv & Pension. Der afsættes hvert år midler til en almennyttig indsats for at øge danskernes mentale sundhed. Alle kan søge om støtte til de almennyttige bevillinger uanset tilknytning til Nordea Liv & Pension.
Formålet med den almennyttige indsats er at forebygge, at erhvervsaktive danskere får problemer med fx stress, angst og depressioner.