Nyhed 20.08.2018

30.000 kr. til bålhytte og naturaktiviteter, der fremmer mænds mentale sundhed

Naturaktiviteter omkring en ny bålhytte er omdrejningspunktet for Vildmandsforeningens tiltag for mænd med alvorlige eller kroniske sygdomme i Svendborg Kommune. Tiltagene skal bl.a. få mændene tilbage til arbejdslivet. Opførelsen af en bålhytte til Vildmandsforeningen er en af de første lokale indsatser, der får støtte fra Foreningen Norlivs almennyttige fokus på bedre mental sundhed.
Vildmandsforeningen i Svendborg

At være ude i naturen kan have en beroligende effekt på mænd, der f.eks. lider af stress og sociale fobier. Netop den gruppe af mænd fylder mest blandt medlemmerne af Vildmandsforeningen i Svendborg. Foreningens medlemmer er alle henvist af kommunen i forbindelse med alvorlig eller kronisk sygdom. Naturoplevelserne hjælper mændene til at få større overskud i hverdagen og i familielivet - og på længere sigt tilbage i arbejde.

Medlemmerne bliver i naturen introduceret til forskellige helbredende virkninger i forbindelse med meditation og opmærksomhedstræning, kropsfornemmelse med fokus på balance, koordination og vejrtrækning samt et fællesskab med andre. Nogle gange handler det mest om at kigge ind i et bål…

Derfor er etableringen af en bålhytte blevet central for Vildmandsforeningen. Bålhytten skal året rundt være det centrale omdrejningspunkt for forskellige ture ud i naturen.

”Der er mange meget gavnlige virkninger for vores medlemmer, når de færdes i naturen. Bækkens rislen, havets brusen, løvets hvislen og bålets knitren. Der føres mange nære samtaler, når man sidder og kigger ind i bålets gløder. Men i vinterhalvåret er det er svært at tænde bål og opholde sig omkring det. Derfor har Vildmandsforeningen brug for en bålhytte, der kan sikre vores medlemmers aktiviteter hele året rundt,” fortæller Knud Fruelund Hansen , der er formand for Vildmandsforeningen.

En af de første bevillinger fra Foreningen Norliv
Foreningen Norliv støtter med 30.000 kr. Støtten er en del af de ti første almennyttige uddelinger, som Norliv har tildelt efter, at det i foråret blev muligt at søge støtte til projekter, der fremmer mental sundhed særligt i arbejdslivet.

Senere på året vil flere bevillinger til små og store projekter følge. Der er i 2018 afsat 92 millioner kr. til almennyttige projekter. Foreningen Norliv støtter også forskning og vidensformidling samt større indsatser på små og mellemstore private arbejdspladser.

”Der er en stor spændvidde i tiltag, der kan fremme mental sundhed og forebygge mentale problemer. Det er glædeligt, at private og foreninger over hele landet med hver deres idéer til forebyggelse har ansøgt og opnået bevilling. Det er endnu mere glædeligt, at vi nu sammen med vores første ansøgere, har taget hul på den store opgave, der ligger i at fremme danskernes mentale sundhed i en tid, hvor symptomer på stress, angst og depression er blevet en ny folkesygdom,” siger Peter Gæmelke, formand i Foreningen Norliv.

Yderlige oplysninger
Lars Bo Pedersen, programchef, Foreningen Norliv, 22600714.
Knud Fruelund Hansen, formand, Vildmandsforeningen, 50715518.
Fakta om Foreningen Norliv
Foreningen Norliv har 340.000 medlemmer, der alle er kunder i Nordea Liv & Pension. Der afsættes hvert år midler til en almennyttig indsats for at øge danskernes mentale sundhed. Alle kan søge om støtte til de almennyttige bevillinger uanset tilknytning til Nordea Liv & Pension.

Formålet med den almennyttige indsats er at forebygge, at erhvervsaktive danskere får problemer med fx stress, angst og depressioner.

I efteråret 2018 skifter Foreningen Norliv navn til Velliv Foreningen samtidig med, at Nordea Liv & Pension kommer til at hedde Velliv.