Nyhed 9.08.2018

25.000 kr. til kurser for kvinder på vej mod forandring i arbejdslivet

Nybagte mødre, der skal tilbage til jobbet. Kvinder, der er blevet sagt op. Kvinder med begyndende symptomer på stress, angst og depression. Alle er de en del af den primære målgruppe for et nyt kursus, der skal gøre det nemmere at håndtere store forandringer hverdagen og arbejdslivet. Kurset er en af de første lokale indsatser, der får støtte fra Foreningen Norlivs almennyttige fokus på bedre mental sundhed.
Selma Kjærbo Hansen mindfullness flow

Med udgangspunkt i egen konsulentvirksomhed i Kolding, tilbyder Selma Kjærbo Hansen kurser i flow-teori, mindfulness og compassion. Et nyt kursus målrettet kvinder i det sydlige Danmark skal styrke og udvikle den mentale sundhed hos kvinder, der på forskellige måder er på vej mod forandringer i deres hverdag og arbejdsliv. Det kan være nye mødre, der er på vej tilbage på arbejde, kvinder, der er blevet sagt op eller af andre grunde ikke er i arbejde. Det kan også være kvinder, der oplever begyndende symptomer på stress, angst og depression.

”Kurset skal give en effektiv træning over otte uger, der gør det muligt for deltagerne at mestre hverdagens udfordringer nu og på længere sigt. Det handler om at få værktøjer, der kan bruges hele livet. Der er tale om et gruppeforløb, der også viser deltagerne, at vi ikke er så forskellige, og at vi alle har brug for at styrke selvværd, forebygge ensomhed og isolation og opleve nærvær, fællesskab og autencitet,” fortæller Selma Kjærbo Hansen.

En af de første bevillinger fra Foreningen Norliv
Foreningen Norliv støtter med 25.000 kr. Støtten er en del af de ti første almennyttige uddelinger, som Norliv har tildelt efter, at det i foråret blev muligt at søge støtte til projekter, der fremmer mental sundhed særligt i arbejdslivet.

Senere på året vil flere bevillinger til små og store projekter følge. Der er i 2018 afsat 92 millioner kr. til almennyttige projekter. Foreningen Norliv støtter også forskning og vidensformidling samt større indsatser på små og mellemstore private arbejdspladser.

”Der er en stor spændvidde i tiltag, der kan fremme mental sundhed og forebygge mentale problemer. Det er glædeligt, at private og foreninger over hele landet med hver deres idéer til forebyggelse har ansøgt og opnået bevilling. Det er endnu mere glædeligt, at vi nu sammen med vores første ansøgere, har taget hul på den store opgave, der ligger i at fremme danskernes mentale sundhed i en tid, hvor symptomer på stress, angst og depression er blevet en ny folkesygdom,” siger Peter Gæmelke, formand i Foreningen Norliv.

Yderlige oplysninger
Lars Bo Pedersen, programchef, Foreningen Norliv, 22600714.
Selma Kjærbo Hansen, selvstændig konsulent, 30720898.

Læs mere om projektet
Selma Kjærbo Hansens hjemmeside
Projektets side på Facebook

Fakta om Foreningen Norliv
Foreningen Norliv har 340.000 medlemmer, der alle er kunder i Nordea Liv & Pension. Der afsættes hvert år midler til en almennyttig indsats for at øge danskernes mentale sundhed. Alle kan søge om støtte til de almennyttige bevillinger uanset tilknytning til Nordea Liv & Pension.

Formålet med den almennyttige indsats er at forebygge, at erhvervsaktive danskere får problemer med fx stress, angst og depressioner.

I efteråret 2018 skifter Foreningen Norliv navn til Velliv Foreningen samtidig med, at Nordea Liv & Pension kommer til at hedde Velliv.